Politiske udspil / Mærkesager

3. september 2025


I Venstre er god liberal tankegang retten til at bestemme over eget liv og have medansvar for at være en del af fællesskabet.

Vi tror på, at vi hver især selv kan træffe de beslutninger, der vedrører vores eget liv.

Grundlaget for en sund udvikling er en stærk kommunal økonomi. Venstre vil sikre, at der er styr på økonomien, så vi kan foretage fremadrettede investeringer.

Venstre vil udvikle - ikke afvikle!



Politiske udspil 2025

Nedenstående er Venstres politiske udspil til kommunalvalgkampen 2025. 


1. Venstre vil tilbagerulle besparelserne på ældres træningstilbud

Omlægningen på ældreområdet har vist sig uheldig. Derfor ønsker Venstre at rette op – også selvom partiet selv var med til at beslutte ændringerne.

I november 2024 vedtog Vordingborg Kommune et nyt koncept for at vedligeholde træningstilbud på aktivitetscentrene med implementering frem mod 2026. Aftalen indeholdt hovedelementer, som skulle styrke træningstilbud til borgere med det største fagligt vurderede behov.

Tanken var dengang at det skulle vurderes, om borgere kunne få lige så stor eller større udbytte af at træne i foreninger eller i lokalsamfundet - og fremadrettet vejledes til at benytte disse muligheder frem for de kommunale centre.

 Venstre vil nu tilbagerulle omlægningen af aktiviteterne på ældrecentrene. ”Vi har slået en skævert, og det indrømmer vi gerne”, siger Michael Seiding Larsen, Venstres borgmesterkandidat. I 2024 stemte Venstre for en større omlægning af træningstilbuddene for at opnå effektiviseringer. ”Vi er blevet klogere efter at have lyttet til borgere, personale og pårørende, som vi har brugt vintermånederne på at tale med”

Det største minus ved den beslutning i Vordingborg er, at den kan opleves som en nedskæring i de trygge og kendte aktiviteter, som mange ældre har været vant til på deres lokale aktivitetscentre. Håbet var at tiltaget skulle giver besparelser og ensretning, men samtidig risikerer det at svække nærhed, tryghed og sociale fællesskaber for de ældre, især for dem, der ikke selv kan eller vil opsøge foreningslivet. Det har samlet set ført til færre muligheder lokalt. Ældre som ikke selv kan komme til foreninger eller andre træningsfællesskaber, risikerer at miste et tilbud tæt på deres bosted.

Desuden kan det skabe stor utryghed med forandringer: Mange ældre har behov for faste rammer og kendte ansigter. Når et fælles træningsteam dækker flere centre, kan det betyde færre faste relationer. Efter at have talt med både borgere, pårørende og personale, så må vi sande at der er risiko for social isolation. For nogle borgere er aktivitetscentret ikke kun træning, men også et vigtigt socialt mødested. Hvis de skubbes over i foreningslivet – som de måske ikke føler sig hjemme i – kan det betyde, at de bliver væk helt. Og endelig kan det opleves som en spareøvelse, for selvom det kaldes effektivisering, kan borgere og pårørende opleve det som en forringelse af velfærden.

Venstre forpligtiger sig desuden til at finde finansieringen i løbet af 2026, så aktiviteterne starter op senest i januar 2027.


2. Veteranhjem i Vordingborg

Vi gør allerede noget - men ikke nok.

Veteraner og deres familier fortjener vores fulde støtte og opmærksomhed.

De har ydet en kæmpe indsats for Danmark, og det er vigtigt at vi som samfund står klar til at støtte dem, når de vender hjem. Venstre ønsker derfor at sikre, at vores veteraner har adgang til de ressourcer, de behøver for at komme videre i livet.

Vi vil arbejde målrettet for at oprette et dedikeret hus for veteraner – et sted, hvor de kan finde fællesskab og støtte, som det allerede findes på Veteranhjemmet i Slagelse.

Vordingborg har en stolt fortid og forhåbentlig også en stolt fremtid som garnisonsby. Derfor skal der selvfølgelig være et veteranhjem i Vordingborg.

Vi ønsker alle en glædelig flagdag på fredag 5. september